Mindeord
Efter en hård kamp mod sygdom er min dejlige mand og vores gode far ikke længere hos os.
Kurt Aabo Sørensen blev kun 55 år.
Det føles slet ikke rigtigt at skrive disse sætninger – det er jo ikke mere end 3-4 måneder siden, Kurt søsatte de nyeste projekter på Tranderslund.
Kurt Aabo var en uhyre energisk mand med meget mod på livet.
Han var ikke kun min mand eller vores far: han var også hele omdrejningspunktet - og en solid klippe - i vores liv.
Han var optimistisk til det sidste og altid smilende. Kurt var fællesskabets mand og fandt i sin familie det vigtigste fællesskab af dem alle.
Familien betød altid mest for Kurt., der oplevede stor glæde, da begge sønnerne blev gift og – ikke mindst - da han blev bedstefar op til flere gange.
Kurts hjerte bankede også for byen Aalborg – og mest af alt for den 125 år gamle fodboldklub AaB, som han støttede – økonomisk - og med al sin support.
Kurt boede i mange år i Gug, men levede en fællesdrøm ud med byggeriet af Tranderslund nær Gigantium. Et bygningsværk, der vidner om Kurts store foretagsomhed og mange visioner.
Han startede som malersvend, blev hurtigt malermester og forstod som få at sætte sparepengene på overarbejde, så malerfirmaet i løbet af de seneste 10 år blev sekundært – mens ejendomsinvesteringer og –projekter blev mere og mere nerven i hans livsværk.
Kurt var om nogen manden, der ville gå gennem ild og vand for sine familie og sine venner.
Selvom hans omgangskreds voksede, blev den dog aldrig større, end at alle fik et smil, et glimt i øjet og varme med på vejen.
Det kan vi ikke få mere, men mindet om manden, smilet og energien vil leve videre i de mennesker, han mødte på sin vej.
Æret være hans minde!
Glennie, Johnnie og Dennis